Bogfestival i Bernina 7.-8. november

I 1880'erne skyder nye aviser op som paddehatte, og alle læser avis også på den legendariske Café Bernina. Her foreviget af tegneren Rasmus Christiansen. Foto: Mediemuseet.

2020 er de små arrangementers år. Vi inviterer derfor til bogfestival på Vimmelskaftet 47 i weekenden 7.-8. november. Her optræder årets udgivelsesaktuelle danske forfattere, og det vil være muligt at købe bøger til favorable priser.

Kristeligt Dagblad har netop indviet et nyt, stort og lyst arrangementslokale: Bernina. Her lå i årtierne omkring år 1900 byens førende samlingssted for forfattere, malere og skønånder. Det er vores håb, at disse arrangementer vil være med til at fylde stedet med ånd og atmosfære og dermed gøre det levende igen.

Vi sørger naturligvis for, at alle sikkerhedskrav og anbefalinger i forbindelse med covid-19 bliver overholdt. Af samme grund vil der være adgangsbegrænsning, og billetsalg vil foregå via Læserklubben. Køb billetter her.

Vi glæder os til at se jer!

Program

Lørdag den 7. november

11.00-11.45

Henrik Wivel, dr.phil., forfatter og kunstkritiker, åbner festivalen med historien om Café Bernina, der omkring år 1900 var byens førende samlingssted for forfattere, malere og skønånder.

11.45-12.30

Musikanmelder og forfatter Peter Dürrfeld fortæller i anledning af 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel om komponistens liv og værk med udgangspunkt i de ni symfonier.

12.30-13.15

Dr.phil., forfatter og kunstkritiker Henrik Wivel tager fat i en række mesterværker med udgangspunkt i sin nye kunstbog Tidslys.

Pause

14.00-14.45

Merete Riisager, cand.mag.pæd. og tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance samt undervisningsminister har i september udgivet bogen Selvbyggerbørn. Ud fra den taler hun om, hvordan vi voksne skal tage mere ansvar i børneopdragelsen.

14.45-15.30

Anna Libak, cand.mag., journalist og udlandsredaktør, debatterer værdikampen i det 21. århundrede ud fra sin nye bog Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist.

15.30-16.15

Per Schultz Jørgensen, professor emeritus, tidligere formand for Børnerådet samt forfatter til en række populære bøger om børn, opdragelse og dannelse taler om, hvordan man kan opdrage sine børn til både livsmod og bæredygtighed.

Søndag den 8. november

11.00-11.45

Tidligere overrabbiner Bent Melchior og historiker Sine Maria Vinther har en dialog om, hvordan Befrielsen blev oplevet rundt om i hele landet ud fra bogen Befrielsen i glimt.

11.45-12.30

Sociolog og foredragsholder Anette Prehn taler om en hidtil uudforsket og meget aktuel vej til menneskelig forbundethed: fællessang. Udgangspunktet er hendes nye bog Det syngende menneske.

12.30-13.15

Der er måske ugler i mosen – eller ingen ko på isen? Johs. Nørregaard Frandsen, professor ved og leder af H.C. Andersen Centret samt forfatter, tager på humoristisk og vidende vis fat i sproglige vendinger, der har dyr i fokus.

Pause

14.00-14.45

Martin Schwarz Lausten, dr.theol., professor emeritus og forfatter, fortæller om den kirkelige genforening i 1920, da dele af det nordlige Tyskland blev dansk.

14.45-15.30

Dr.theol., professor emeritus og forfatter Martin Schwarz Lausten beretter på baggrund af nyfundne kilder om biskop Hans Fuglsang-Damgaard, der inden, under og efter Anden Verdenskrig var glødende modstander af jødeforfølgelserne.

15.30-16.15

Per Stig Møller, dr.phil., forfatter samt tidligere folketingsmedlem og minister, tager udgangspunkt i sin bestseller Sommeren ’45 og fortæller om den turbulente tid mellem Befrielsen og det første folketingsvalg efter Anden Verdenskrig i oktober 1945.