Hvad svarer du, når livet kalder?

En ærlig og inspirerende historie om at turde se sig selv i øjnene, sprænge de trygge rammer og gøre en forskel for andre midt i Indiens kaos og fattigdom.

Lisbeth Johansen stod midt i en lovende karriere i hotelbranchen, da en indre stemme pludselig kaldte. Et eller andet føltes ikke rigtigt. Længe forsøgte hun at ignorere stemmen, men besluttede til sidst at sige jobbet op, rejse ud i verden og søge svar.

Hvad svarer du, når livet kalder? er beretningen om hendes rejse fra toppen af karrieren til slummen i Kolkata i Indien. Her driver hun i dag organisationen LittleBigHelp, der med over 70 ansatte arbejder for at give børn og kvinder et bedre liv.

I bogen fortæller Lisbeth Johansen ærligt og humoristisk om betænkelighederne ved at forlade Danmark og om mødet med indisk kultur og spiritualitet – fra hellige guruer og tibetanske frihedskæmpere til forladte gadebørn og korrupte hjælpearbejdere. Gennem stort slid, ensomme nederlag og mange små sejre får hun opbygget LittleBigHelp, hvis børnehjem, skoler og dagcentre i dag gør en vigtig forskel for hundredevis af mennesker i et af verdens fattigste og mest kaotiske lande. 

LISBETH JOHANSEN (f. 1974) grundlagde i 2009 organisationen LittleBigHelp, som hun i dag er leder af. Hun er blevet kåret som Årets Helt af Jyllands-Postens læsere og modtog i 2015 Ugebladet SØNDAGs Heltindepris.

METTE SKOV HANSEN (f. 1989), journalist på Kristeligt Dagblad, har skrevet bogen i samarbejde med Lisbeth Johansen. Hun har gennem et år fulgt Lisbeth Johansen og LittleBigHelps arbejde i Danmark og Indien.