UDENFOR - Erindringer fra et liv på kanten

Gennem hele sit liv har dr.med. PREBEN BRANDT arbejdet for de svage på samfundets kant - mens han selv har kæmpet med en barsk barndom og utallige op- og nedture.

Da moren - efter endnu en skilsmisse - formaner den 19-årige søn til at blive hos sin syge far, sker det med ordene: Du ved jo godt, at hvis du flytter, vil du svigte Far, og det vil han ikke overleve. Sønnen bliver hos faren. Naturligvis. Men han bliver også hjemløs i sit eget liv. Og det har han sådan set været lige siden.

Gennem et langt liv har dr.med. PREBEN BRANDT kæmpet for de mennesker, der lever på kanten af samfundet. Som debattør og frontkæmper har han gennem årtier talt deres sag. På Christiansborg, i medierne, under alle forhold. Og som læge og iværksætter har han mødt tusindvis af hjemløse og psykisk syge mennesker. På Sundholm, i byen, under stjernerne.

I erindringsbogen UDENFOR fortæller han nærværende og åbenhjertigt om en barndom præget af moderens svigt, om talrige og turbulente kærlighedsforhold og om et kald til at virke blandt samfundets udstødte. Et liv båret af lige dele ambition, passion og indignation.

PREBEN BRANDT (f. 1944) er dr. med. og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte. Han tog i 1997 som socialoverlæge i København initiativ til etableringen af Projekt UDENFOR, hvor han siden har været administrativ leder samt forsknings- og projektansvarlig.

Preben Brandt:
UDENFOR - Erindringer fra et liv på kanten

268 sider, 249 kroner
Isbn 978-87-7467-088-9