Da den tavse alpemand friede til sit livs kærlighed
I romanen "Et helt liv" følger læseren den skæve eksistens Andreas Egger, der lever hele sit liv i en lille bjerglandsby i Østrig. Bogen er beskrevet som "en smuk meditation over et ensomt liv i en fjern dal, hvori den moderne verden langsomt gør sit indtog", og i dette uddrag tager Egger sig sammen til at fri til sit livs kærlighed, Marie
Om efteråret blev Egger grebet af rastløshed. Han følte, at tiden nu endegyldigt var inde til, at han skulle fri til Marie, men han havde stadig ingen anelse om, hvordan han skulle gribe det an.
Om af tenen sad han på sit dørtrin og gav sig hen til tågede forestillinger og drømme.
Selvfølgelig, tænkte han, kunne hans frieri ikke være et hvilket som helst frieri. Det skulle være et frieri, som på en vis måde indeholdt hele hans store kærlighed, og som for altid skulle brænde sig fast i Maries erindring og hjerte.
Han tænkte på at gøre det skriftligt, men han skrev endnu mindre, end han talte, hvilket vil sige praktisk talt aldrig. Desuden sagde sådan et brev efter hans mening ikke så meget.
Hvordan kunne alle hans tanker og følelser i deres samlede vælde stå på et eneste stykke papir? Allerhelst ville han skrive sin kærlighed direkte ind i bjerget, med enorme bogstaver og synligt for alle i dalen.
Han nævnte problemet for sin kollega Thomas Mattl, sammen med hvem han rev genstridige trærødder op af jorden i kanten af brandbæltet. Mattl var en erfaren skovhugger og en af de ældste medarbejdere i firmaet.
I snart tredive år var han med skiftende hold draget omkring i bjergdistrikterne og havde i fremskridtets navn ryddet skove og plantet jernstilladser eller betonpiller. På trods af sin alder og de smerter, der – som han sagde – havde bidt sig fast i hans korsbånd som en flok rasende hunde, bevægede han sig letfodet og adræt i skoven.
Måske kunne det faktisk lade sig gøre at skrive noget ind i bjerget, sagde Mattl og kørte hånden hen over sit skæggede ansigt, hvis man brugte djævelens blæk til det: ild.
Da han var ung, havde han nogle somre hugget tømmer til brobyggeriet oppe nordpå og oplevet den gamle tradition med Jesu Hjertebål, hvor der ved solhverv blev tændt kæmpestore bål, der oplyste bjergene om natten. Hvis man kunne male med ild, sagde han, så kunne man også skrive med ild. For eksempel en slags frieri til Marie. Tre-fire ord, mere skulle det selvfølgelig ikke være, og mere kunne jo heller ikke lade sig gøre.
Vil du have mig? Eller Kom, min skat – et eller andet, som kvindfolk nu engang gerne vil høre.
”Sådan kunne det gøres,” tilføjede Mattl i dybe tanker. Så stak han hånden om bag sit hoved og trak en lille knoppet kvist frem, der havde sat sig fast i hans krave.
Han bed den lille hvide knop af og suttede på den som på en karamel.
”Ja,” sagde Egger. ”Sådan kunne det gøres.”
To uger senere, sent på eftermiddagen den første søndag i oktober, kravlede sytten af de mest pålidelige mænd i Eggers sjak rundt i klipperne over Ørnekanten for efter Mattls hæst frembrølede anvisninger at anbringe to hundrede og halvtreds halvandet kilo tunge lærredssække fyldt med savspåner og vædet i petroleum med omkring to meters afstand fra hinanden langs en linje, som var tegnet ved hjælp af tov.
Nogle dage forinden havde Egger samlet mændene i spiseteltet efter fyraften for at fremlægge sine planer og overtale dem til at være med:
”I får halvfjerds groschen og en kvart liter brændevin,” sagde han og lod blikket glide hen over mændenes snavsede ansigter.
De sidste uger havde han lagt sin løn til side, samlet mønterne i en lille stearinlysæske og gravet den ned i jorden under sit dørtrin.
”Vi vil have firs groschen og en halv liter!” sagde en sorthåret maskinarbejder, der kom fra Lombardiet og først var blevet ansat for et par uger siden, og som takket være sit dampkedeltemperament hurtigt have
opnået en vis autoritet i sjakket.
"Halvfems groschen og ingen brændevin,” svarede Egger tilbage.
”Der skal være brændevin”
”Tres groschen og en halv liter.”
”Top!” skreg den sorthårede og hamrede sin knyt- næve i bordet som bekræftelse på handelen.
Det meste af tiden sad Thomas Mattl på et klippefremspring og holdt øje med mændene. Sækkene måtte under ingen omstændigheder ligge mere end to meter fra hinanden, for så ville der komme huller i teksten.
”Kærligheden skal ikke ødelægges af et enkelt hullet bogstav, din knold!” skreg han og smed en knytnævestor sten efter den unge stilladsarbejder, som havde fået lidt for stor afstand mellem sine sække.
Præcis ved solnedgang var alle sække på plads. Natten sænkede sig over bjergene, og Mattl kravlede ned fra sin klippe og hen til den første sæk i det første bogstav.
Han havde overblik over hele bjergskråningen, hvor mændene havde fordelt sig på regelmæssig afstand af hinanden. Så bankede han støvet af sine bukser, fiskede en æske tændstikker frem af lommen og tændte ild til en kæp, der var omviklet med en petroleumsvædet klud, og som var stukket ned i jorden foran ham.
Han tog faklen, svingede den over sit hoved og udstødte det klareste og højeste jubelskrig, han nogen sinde havde frembragt i sit liv.
Næsten samtidig blev seksten fakler tændt på afsatsen, og mændene begyndte at løbe så hurtigt de kunne hen langs tovlinjen og sætte ild til den ene sæk efter den anden. Mattl kluklo stille. Han tænkte med velbehag på den brændevin, han havde i vente, men i nakken kunne han mærke det kolde åndedrag fra natten, der sænkede sig dybere og dybere over bjergene.
I nøjagtig dette øjeblik lagde Andreas Egger armen om Maries skulder nede i dalen. De havde aftalt at mødes ved træstubben ved den gamle gangbro for at se solnedgangen, og til Eggers store lettelse var hun dukket op til tiden. Hun havde en lys lærredskjole på, og hendes hår duftede af sæbe, hø og, syntes Egger, en lille smule af flæskesteg.
Han havde bredt sin jakke ud over træstubben og givet hende tegn til at sætte sig ned. Der var noget, han ville vise hende, noget, som hun muligvis aldrig ville glemme.
”Er det noget fint?” spurgte Marie.
”Det kan godt være,” sagde han.
De satte sig ved siden af hinanden og betragtede i tavshed solen forsvinde bag bjergene. Egger kunne høre sit eget hjerte banke. Det forekom ham et øjeblik, som om det ikke slog i hans bryst, men i træstubben, som han sad på, som om det mørnede træ var blevet vakt til nyt liv.
Så hørte de Thomas Mattls jubelskrig i det fjerne, og Egger pegede ud i mørket.
”Se,” sagde han.
Et sekund senere flammede seksten blus op på den anden side af dalen og begyndte at bevæge sig som en flok ildfluer i alle retninger. Det så ud, som om lysene undervejs dryppede glødende dråber, der forenede sig til svungne linjer.
Han lagde armen om hende og kunne høre hendes sagte åndedræt. På den modsatte side svingede de glødende linjer sig i større og større buer over bjergskråningen eller sluttede sig sammen i runde formationer. Til sidst blussede en enkelt prik op øverst til højre, og Egger vidste, at den gamle Mattl personlig var kravlet hen over de løse sten og havde sat ild til den sidste petroleumssæk.
TIL DIG MARIE stod der på bjerget med flakkende bogstaver, kæmpestort og synligt for enhver i dalen.
”M’et” var lidt skævt, og der manglede et stykke, så det så ud, som om nogen havde revet det fra hinanden på midten. Der var åbenbart mindst to sække, der ikke var gået ild i eller slet ikke var blevet anbragt.
Egger tog et dybt åndedrag, så vendte han sig om mod Marie og prøvede at se hendes ansigt i mørket.
”Vil du gifte dig med mig?” spurgte han.
”Ja,” hviskede hun så sagte, at han ikke var sikker på, om han havde hørt rigtigt.
”Vil du, Marie?” spurgte han igen.
”Ja, jeg vil,” sagde hun med fast stemme, og Egger følte det, som om han om et øjeblik ville vælte baglæns ned fra træstubben. Men han blev siddende. De omfavnede hinanden, og da de gav slip igen, var ilden på bjerget gået ud.
Nu var Eggers nætter ikke ensomme længere. I sengen ved siden af ham lå hans kone og trak stille vejret, og somme tider kunne han ligge og kigge på hendes krop, der aftegnede sig under tæppet, og som stadig forekom ham som et ubegribeligt mirakel, selv om han i ugernes løb var begyndt at lære den bedre at kende.
Officielt var han nu treogtredive år, og han kendte sine pligter. Han ville beskytte Marie og forsørge hende, det havde han lovet sig selv, og det ville han holde. Og derfor stod han en mandag morgen igen foran prokuristens skrivebord i barakken.
”Jeg vil gerne have mere arbejde,” sagde han og drejede huen i hænderne. Prokuristen løftede sit hoved og kiggede surt på ham.
”Der er ingen, der har lyst til at have mere arbejde!”
”Jo, jeg har. For jeg får nemlig en familie.”
”Du vil gerne have flere penge, men ikke mere arbejde.”
”Hvis De ser sådan på det, skal det nok være rigtigt.”
”Ja, jeg tror, jeg ser sådan på det. Hvor meget tjener du nu?”
”Tres groschen i timen.”
Prokuristen lænede sig tilbage og kiggede ud ad vinduet, hvor Hahnenzinnes hvide top aftegnede sig bag støvlaget. Han strøg sig langsomt over sin bare isse. Så udstødte han et prust og så Egger i øjnene.
”Du får firs, men så forventer jeg, at du arbejder røven ud af bukserne for hver eneste groschen. Vil du gøre det?”
Egger nikkede, og prokuristen sukkede. Og så sagde han noget, som Egger huskede resten af sit liv, selv om han ikke forstod det i det øjeblik:
”Man kan købe en mands timer, man kan stjæle hans dage eller frarøve ham hele hans liv. Men ingen kan tage et eneste øjeblik fra en mand. Sådan er det, og nu vil jeg have fred.”