På sporet af en historisk og legendarisk togrejse

Orientekspressen var et legendarisk og eksklusivt tog, der fra 1883 til 1977 fragtede passagerer fra Paris til Istanbul. Under en virkelig togtur rejser journalist og forfatter Torbjørn Færøvik på sporet af nogle af de største berømtheder, der rejste med toget. Læs et uddrag af bogen her

Følgende uddrag er fra side 178-181 i kapitlet ”Terror og konfekt”.

I 1820 udtalte fyrst Metternich, at Orienten begyndte ”øst for Landstraße”, en gade i Wien. Ungarernes kultur var anderledes, sproget uforståeligt. Han må have tænkt på hunnerne, mongolerne og osmannerne, tre farlige folk, der havde invaderet landet og sat sig varige spor. Forestillingen om Ungarn som noget fremmedartet varede i en vis forstand indtil Jerntæppets fald i 1989.

Mit tog til Budapest følger den gamle handelsrute på den sydlige side af Donau. Flade, forårsgrønne marker strækker sig mod horisonten. Byer og landsbyer suser forbi togets vinduer som ubetydeligheder, men i hver af dem har historien hærget og efterladt sig spor. Uden den mindste antydning af opbremsning krydser vi grænsen til Ungarn. Jerntæppet, der engang adskilte os, er væk. Ingen pigtråd, vandgrave, vagttårne og projektører. Og ingen bevæbnede soldater.

Opdelingen af Europa efter Anden Verdenskrig skete gradvis. Togene kørte stort set som før, men i 1948 brød forhandlingerne mellem Øst og Vest sammen. I det ene østeuropæiske land efter det andet befæstede de kommunistiske partier deres magt. I Ungarn begyndte sovjetiske soldater at gennemsøge togene for flygtninge. Intetanende rejsende blev pågrebet og forhørt. Nogle af dem vendte aldrig tilbage.

I 1949 rejste journalisten Row Rowan og fotografen Jack Birns med Orientekspressen for magasinet Life. Som de fleste andre steg de om bord i Paris. Turen forløb glat, indtil toget nåede grænsen mellem Østrig og Ungarn. Med ét blev alle vognene invaderet af ungarske og sovjetiske vagter, som gennemrodede alt og alle. Senge og sæder blev endevendt, og billeder og spejle blev skruet af væggene. Nogle kunne jo have begået den forbrydelse at gemme penge og hemmelige papirer. Toiletkummer blev tjekket med lommelygte, og cisterner blev åbnet. Togets understel blev belyst med skarpe lygter. Passagerernes pas blev omhyggeligt undersøgt på et vagtkontor i nærheden. Nogle blev hentet ud af toget for at blive kropsvisiteret. Opholdet ved grænsen varede i to timer.

Det samme gentog sig på grænsen til Rumænien. Rowan skrev i sin dagbog, at 300 elektriske pærer blev skruet af og på, 20 toiletter blev tjekket, og 50 passagerer blev kropsvisiteret. På den rumænske side blev toget standset i fem timer. Da det ankom til Bukarest ved nitiden næste morgen, var passagererne helt udmattede. Rowan regnede ud, at toget havde holdt en gennemsnitsfart på 32 kilometer i timen mellem Wien og Bukarest. Rejsen gennem Bulgarien blev om muligt endnu mere frustrerende. Bulgarerne standsede toget ved hver eneste vandpyt.

Med stadig flere forhindringer, men færre passagerer rullede Orientekspressen videre i de følgende år. De rejsende var stort set alle på forretningsrejse. Det eventyr, som engang havde kendetegnet rejsen, var erstattet af de mange irritationsmomenter, som det delte Europa bød på. I spisevognen sad passagererne og skævede til hinanden, den lette stemning var forsvundet. Bedre blev det ikke, da Berlinmuren blev opført i 1961; en 45 kilometer lang grænsemur af beton, pigtråd og elektriske hegn. Orientekspressen kørte stadig, men toget blev kortere, og i stedet for at køre til Istanbul endte det nu sin rejse i Bukarest.

Herefter eksisterede Orientekspressen mere af navn end af gavn. Som tiden gik, så delingen af Europa ud til at blive permanent. Så kom den 2. maj 1989. Det var forår, og selv i Østeuropa sprang blomsterne ud. De ellers så mutte ungarske grænsesoldater virkede påfaldende blide. Pludselig begyndte de at klippe det forhadte grænsehegn til Østrig over med store knibtænger. Ungarns reformvenlige regering havde fået nok af den kolde krig. Rumænien, Tjekkoslovakiet og DDR protesterede. Tænk, hvis socialismens lykkelige borgere lod sig friste til at flygte til Vestens umoralske samfund! Hvortil en talsmand fra det ungarske indenrigsministerium svarede: ”Vi har brug for verden, og verden har brug for os. Når dette hegn er væk, vil en epoke være forbi, og vi håber, at der aldrig mere bliver brug for det.”

De østtyske lederes frygt skulle vise sig at være velbegrundet. Den sommer rejste foruroligende mange DDR-borgere på ”ferie” til Ungarn. Tusinder ville væk. I begyndelsen nægtede de ungarske myndigheder dem at krydse grænsen til Østrig, indtil Ungarns udenrigsminister den 10. september på tv udtalte, at: ”fra midnat kan alle østtyskere, der er kommet hertil på turistvisum, frit rejse videre.” Meget tidligt næste morgen var de første flygtninge på vej over grænsen.

Ungarns beslutning satte de andre østbloklande under kraftigt pres. De følgende uger var nervepirrende. I Østberlin afløste det ene alvorlige partimøde det andet. Lederne virkede rådvilde. I begyndelsen af november forstod nogle af dem, at den gamle tid var forbi. Spændingen blev udløst den 9. november klokken 18.57: Medlem af Politbureauet Günter Schabowski holdt en pressekonference, hvor han sagde, at østtyskerne fra nu af kunne rejse til Vesten, hvis de ville. På spørgsmålet om, hvornår de kunne rejse, svarede han: ”Med det samme.” I virkeligheden var der endnu ikke truffet nogen formel beslutning, men nu var der ingen vej tilbage.

BBC’s korrespondent i Østberlin har senere fortalt, hvordan han blev suget ind i den store menneskeskare, der strømmede mod Muren: ”Folk pressede sig frem i bil, på cykel eller til fods. Snart var gaden så tætpakket af mennesker, at vi måtte stille bilen og gå de sidste 800 meter sammen med alle andre. Vi kom lige i rette tid til at se portene blive åbnet. Den ophidsede menneskemasse strømmede frem, mens den skubbede de vagter i grønne uniformer til side, som i årevis havde truet med at skyde enhver, der forsøgte at flygte til Vesten. Men ikke denne nat."

I mange år havde den verdensberømte sovjetiske cellist Mstislav Rostropovitj levet i eksil i Vesten. Et par dage efter åbningen af grænsen ankom han til Muren med sit fine instrument. Som så mange andre ville han deltage i fejringen, ja bidrage på sin egen måde. ”Vi udfører en hellig handling med vores musik,” som han sagde. Mens stadig flere østtyskere pressede sig gennem hullerne i Muren, hilste han dem med en sonate af Johann Sebastian Bach. Det var helt uforglemmeligt, og mange græd.