På Frans af Assisis veje

Foto: Leif Tuxen

En italiensk rejse i Frans af Assisis fodspor - om den bæredygtige helgen, som satte varige aftryk i kirke, kunst og kultur

Frans af Assisi, ca. 1181-1226, blev født ind i en velhavende købmandsfamilie i middelalderens Umbrien. Som ung mand fik Frans sit guddommelige kald: Han forærede alt jordisk gods væk og begyndte at omgås de fattige og spedalske. Senere stiftede han Franciskanerordenen med ydmyghed som et af idealerne.

Arven efter Frans forvaltes i nutidens Assisi, som er centrum for spiritualitet og bæredygtig omgang med naturen. Siden middelalderen har munken og helgenen været et yndet motiv i billedkunsten. Jørgen Johansen beskriver de væsentligste steder og værker i Assisi, men også i Rom og de mellem- og norditalienske byer, som Frans flere gange besøgte.

På Frans af Assisis veje følger sporene efter den berømte tiggermunks rejser. Jørgen Johansens store kulturhistoriske viden bliver levendegjort af stemninger og sanseindtryk. Bogen er den ideelle ledsager til Italiensrejsen og i sig selv en rejse, man kan nyde undervejs.

Jørgen Johansen, født 1941, er forfatter, journalist og tidligere P1-vært og -redaktør. Blandt hans seneste udgivelser er trilogien om de europæiske pilgrimsveje Vejen til Rom (2008), Vejene til Santiago (2011) og Veje til Nidaros (2014).