Sommeren '45. Fra overmod til mismod

Befrielsen i maj 1945 var længe ventet og udløste lettelse, jubel og håb for fremtiden. Men hurtigt skulle der blive kamp om danskernes sjæle, for de gamle partier skulle vinde vælgerne tilbage inden det første folketingsvalg den 30. oktober. Og hvordan gik det til, at krigens helte – modstandsbevægelsen – blev mistænkeliggjort og kørt ud på et politisk sidespor?

De store moralske debatter og dilemmaer kom hurtigt på dagsordenen efter befrielsen: De politiske partier fremstillede sig i maj som en del af modstanden, men i eftersommeren begyndte de i partiaviserne og dagspressen at kritisere elementer i modstandsbevægelsen. Der lød også kritik af fiskerne, som havde sejlet jøderne over Øresund, men hvad vendte jøderne hjem til?

Sommeren '45. Fra overmod til mismod er den første samlede historiske fremstilling af den tidlige efterkrigstid i bogform. Gennem et omfattende arkivmateriale afdækker Per Stig Møller forløbet fra maj til oktober måned for måned. Det skelsættende resultat lagde grunden for efterkrigstidens politiske landskab og dermed for velfærdsstatens opbygning og vores opfattelse af demokrati og tolerance.

Per Stig Møller, født 1942, er dr.phil., forfatter samt tidligere folketingsmedlem og minister for Det Konservative Folkeparti. Hans mange udgivelser tæller bl.a. den anmelderroste biografi Kaj Munk. Digter, præst og urostifter samt debatbogen De fire isbjerge.